Menu Close

Game, Set and Match, Wozniacki!

Hvis man ellers kunne tørre harpiksen af kinderne, puste klappepølserne op igen, og rejse sig ovenpå en håndboldskuffelse af de tunge, så kunne man lørdag morgen se den danske fane stryge til tops, i en sport, der rent faktisk har global anerkendelse. Tennis! Australian Open! Finalen! Caroline Wozniacki, mod en rumænsk maskine, som har givet afkald på gratis drinks på provinsdiskoer resten af livet, ved efter sigende at få opereret kasserne mindre, i Faderens og Sønnens og Tennissens navn, amen!
Jeg sad klar. Helt klar. Alene i sofaen, og heppede på Caroline. Heppede på Danmark! Efter 3 timer med neglebidderi galore, landede en rumænsk returnering i nettet, og sejren var en realitet. Sådan! Sådan sådan sådan!!! Endelig noget der kan pryde hylderne i dansk tennis’ pokalskab, som hidtil kun har ageret fjernlager for Fetterleins drueagurker, og alle de “bedste kammerat” diplomer som Kenneth Carlsen har vundet i samtlige verdenshjørner. Find brassoen frem Margrethe, for den her skal være blankpoleret de næste MANGE år!
7-6 , 3-6 , 6 – 4 og så skal jeg da lige love for at der blev åbnet op for dæmningen i tårekanalen hos den nye mester. Nårh ja, jeg skal da heller ikke være for fin til at indrømme at mine kontaktlinser i hvert fald ikke var i fare for at tørre ud, lad mig sige det sådan.
Kæmpe sejr for Caroline, og dansk idræt generelt, men ikke mindst en kolossal inspiration for den yngste generation af landets sportsudøvere. Verdens bedste, og nu langt om længe med en Grand Slam som scepter. Det burde være lutter lagkage, og ren glædesrus. Vi burde som nation være jublende lykkelige, og taknemmelige for, at være beriget med en så helt igennem fantastisk sportskvinde.
Men ak, Janteloven længe leve. For selvfølgelig kommer der mavesure kommentarer, fra folk der har uudholdeligt ondt i røven, og går i så små sko, at man skulle tro de var købt i Skofus. For smag lige på efternavnet – ‘Wozniacki’ – det smager jo ikke ligefrem rødbederødt, at forstå. Man bliver så træt…

Read more

Alkohol – nej tak?

Så fik vi filen fløjtemig skrevet 2018, og jeg håber folket kom godt ind i det nye år! Jeg har altid ELSKET Nytårsaften. Den der bæmundsalliance enkelte forsøger at stable på benene, hvor man latterliggør al hypen omkring aftenen, samt det faktum at dette bare SKAL være årets fest men alligevel som regel ender ud i lidt af en fuser, kan jeg slet ikke tilslutte mig. Fred være med at folks party-o’meter er kalibreret forskelligt, men hvis man ikke kan glædes bare en lille smule over at hoppe i et pænt sæt tøj, lave – og spise god mad,  nyde et håndplukket hyggeligt selskab og skylle dette ned med dyre bobler og konfetti, så er jeg ked af at sige det Hr. Røvbanan, men så er det simpelthen ikke aftenen der er en fuser – men dig!
Jeg havde en fantastisk aften! Dels fordi aftenen som helhed var lige som den skulle være, men prmært fordi det markerede afslutningen af mit livs bedste, mest lærerige, udviklende og salvransagende år. Året hvor jeg satte mig nogle meget håndgribelige og konkrete mål, som i sidste ende skulle medføre én ting; At jeg blev et bedre menneske. Og det blev jeg!

Read more

Kan den byttes?

Så er der filan fløjtemig ikke længe til venner! Juleaften er lige rundt om hjørnet, og det er ved at være på tide at få handlet nogle julegaver. ‘Hvad?! Har du ikke købt julegaver endnu?! Er du bimlende vanvittig?!’. Næh, det er jeg fakkertalt ikke. Tværtimod. Folk kan have deres grunde til at klare juleshoppingen i god tid. Det kan være fordi gaven skal bestilles hjem fra det store udland, eller fordi man selv skal strikke lortet. Guds fred til jer, og jeres nærmeste. Men hør lige her, det er jo ikke en dagsrejse jeg skal ud på, når jeg skal ned i Imerco og købe en Lyngby vase. Ja der er mange mennesker, men det er der sguda også i Føtex any given tuesday kl. 1700hrs. Aktionen tager sådan rundt regnet 17 minutter, fra jeg står i min lejlighed og tager min frakke på, til jeg står samme sted med en ekspedientindpakket gave til min mamma. Om jeg gør det den 1., 2., 3., eller 23. december er fløjtende ligegyldigt. ‘Jamen hvad hvis den er udsolgt?’ – det er den ikke. ‘Jamen hvad nu hvis?’ – så køber jeg noget der minder om den. ‘Jamen hvad hvis det så ikke er den hun har ønsket sig’ – så er det da heldigt at det er en ønskeliste, og ikke en dosmerseddel. Julegaveshopping er frygtet og berygtet, og jeg forstår det ikke. Det handler jo bare om at give en gave. Det er utrolig simpelt. Det skal være noget man gør af glæde, og ikke af traditionens tvang.

Read more

Så er der pakkeleg!!

Du kan være træt af catchphrases fra ‘The Julekalender’. Du kan være træt af ‘Last Chrstimas’ og ‘Jul i Angora’. Din bankrådgiver kan være millimeter fra at sende dig en mail på græsk, og den Røde Aalborg kan have sendt dig til tælling gentagende gange. Alligevel er du først rigtig træt af julen når æggeuret er sat, og terningen fundet frem. Pakkeleg. Nøj, hvor jeg hader pakkeleg. Bedst som du sad der, med et slumretæppe foran pejsen, til en hyggelig juledag i familien skød, og med klør fem dybt begravet i den helt tunge leverance fra Anthon Berg, så sprænger bomben, og du bliver bedt om at sætte dig til bords, med den 20kr.’s pakke din mor har købt for dig.

Read more

Adventskalender

Okay, så er vi simpelthen nået til sidste kapitel i Maylands bestseller ‘2017’. Det’ sørme – det’ sandt – december. Måneden hvor det er helt legit at mudre karporten ind i et osram-inferno og skampule din elspareskinne. Måneden hvor man skider hul i husstandens stramme snollerpolitik, og stopfodrer ungerne med sløj tysk mælkechokolade 24 morgener i streg.  Den søde juletid, hvor pung og kalorier dyster om hvem der kan være mest tom, og alle er ét juletræ fra at rive millionen på den notoriske skrabejulekalender. Du kan elske det eller lade være, men uanset hvordan man vender og drejer det, så vil december altid være lig med bjældeklang og gaveregn. Same procedure as last year, Miss Sophie.

Read more

Black Tuesday

Spænd læderbæltet, og tag de helt hurtige briller på. Black Friday is coming! Og ja, han er en lille ny indvandrerdreng i klassen, som kom til landet med hans lillebror ‘Halloween’ og hans liderlige onkel ‘Valentine’, men derfor skal vi stadig behandle ham pænt, og byde ham velkommen i hulen. Men det er filen fløjte mig sværere end som så, for Black Friday har fået den kolde danske skulder, big time! “Hvad er det for noget amerikaniseret pis” siger Hr. og Fru Danmark, med sædvanlig dansk skepsis og fremmedhad. “Det er udelukkende noget butikkerne har fundet på, for at vi skal bruge flere penge”.
Jeg forstår ingenting! Jeg forstår simpelthen ingenting! Folket valfarter til Netto når man kan spare 7kr på en halv liter piskefløde, og vore jyske brødre pendulerer over grænsen for at købe billige dåsebajere i Tyskland, men den ene dag på året hvor Power og El Gigante måler tilbudsdiller, og danser limbo til tunge jungletrommer, så er det pludselig noget kommercielt amerikansk pis?! WTF! Du kan da bare blive hjemme i lænestolen homeslice, se Vild med Dans, fylde ansigtet med bridge blanding, og ramme skjoldet 2230hrs hvis det er det du føler for – der er ingen der tvinger dig ud jo! Så kan du sidde der, og have din egen lille krig med dine sokker – hvem er mest sur.

Read more

Reality Tirsdag

Al opstart er svær. Men jeg klarede det, og fik efter et årelangt tilløb startet et bloggerprojekt. Det kan ydermere være svært at anerkende behovet for en tænkepause, men Gud hjælpe mig om jeg ikke også overlevede at sluge den kamel, og sugede ny inspiration til mig gennem en våd oktober. Sidst, men ikke mindst, er det også svært at banke rusten af tandhjulene, og starte det tunge apparat op igen. Med sidste uges comeback, kan jeg med ro i sindet sætte det sidste flueben. Check! Start, stop, genstart. Fedt! Folkets reaktion var virkelig tilfredsstillende, men jeg ved ikke præcis hvor filmen knækker, for der er overraskende mange der kalder min blog ‘Realitytirsdag’. Og ja, jeg ved godt at selve ordet ‘Realitirsdag’ ikke ligefrem ligger lige så godt i munden som ‘Daloon’ ligger i maven, men ‘Realitytirsdag’; den vil jeg alligevel ikke have siddende på mig. For det hedder bloggen slet og ret ikke. Den heder ‘Realitirsdag’. Punktum! Uden ‘ty’ mellem ballerne.
Det er realiteterne jeg skriver om, og ikke reality, og det til trods for, at ordene i sagens natur betyder det samme. For de opfattes nemlig fuldkommen forskelligt, hvilket jeg altså har mine daglige hovedbrud over. For hvornår var det at ordet ‘reality’ gik fra at betyde ‘virkeligheden’, til i dag at betyde ‘hor, mord og ildebrand i bedste sendetid på tv3’? Hvornår blev det ‘virkelighed’ at give konfirmandfinger på et hotel i Mexico, eller at få en tarmskylning med sin mamma for rullende kameraer. Hvordan kan der være en kategori til Realityawards der hedder ‘Årets bryster’, når der ikke er en kategori der hedder ‘Flest glemte udcheckninger på sit rejsekort’?! Ja, jeg spørger bare!

Read more

I’m back!

For tre uger siden smed jeg bomben. Time out! Det var faktisk en sværere beslutning at træffe end som så. Umiddelbart fordi det ligesom brød med hele konceptet om ‘realiteter hver tirsdag’, samt at det føltes som et personligt nederlag at erkende, at jeg havde brug for at stoppe op og trække vejret. Jeg mener, hvor svært kan det være at banke et par hundrede anslag om dressing på pizza eller snoller i Silvan, og skyde det ud til befolkningen én gang om ugen. Et hurtigt venstrehåndsarbejde mandag aften, og så er den vel hjemme. Jeg er endda venstrehåndet, hvor let kan det blive?!
Men i bund og grund var håndbremsen primært tung at trække, fordi jeg følte jeg svigtede dem der læste med. Og allerede nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt høre hvor latterligt det egentlig lyder. Ja Sørensen, sikke du svigter! Hvordan skal folk nogensinde kunne undvære dine vise tirsdagsknaldperler?! Internettet kommer jo til at give ekko, så stort et tomrum du nu efterlader. Og netop de tanker med åbenlys ironisk glorificering, afledte et dybere grubleri over, hvad det egentlig er jeg laver, med spørgmålet om hvem jeg i bund og grund gør det for, som det helt centrale omdrejningspunkt.
Det her blogprojekt er enormt krævende. Ikke rent tidsmæssigt på skrivningsdelen, men det er mentalt hårdt uge efter uge at skulle blotte sig i skriveform, til spot og skue for hvem der nu end måtte læse med – og hvem er det egentlig der gør det?! En håndfuld venner og lidt familie. Er det umagen værd?
Derfor havde jeg havde virkelig behov for at stoppe op, trække vejret, og mærke efter om jeg havde lyst til at fortsætte. Kigge mig omkring på den anden side af skærmen, og se på det hele med friske øjne. De friske øjne så sig omkring, og kunne forrige lørdag spotte byens træer og lygtepæle blev mudret ind i sløje selfies og popsmartet slogans – valgplakater. Så var jeg ikke længere i tvivl; Hvis der seriøst ikke er andre der gør det, så skal jeg nok. For fædrelandet! I’M BACK!

Read more

Time Out!

Treogtredive tirsdage. Så lang tid tog det undertegnede, førend der blev råbt ‘Time Out’. For det gør jeg nu; Time Out!
Jeg bliver tit spurgt hvad jeg vil med det her bloggeri, hvorfor jeg gør det, og om jeg får penge for det. Og det hele handler i alt sin enkelthed om, at jeg synes det er skide sjovt at skrive. Jeg kan godt lide at melde kontant ud, gå lidt mod strømmen, stikke lidt til de stikke-indbydende. Og jeg gør det på helt og aldeles hobby-plan. Men nu trænger jeg simpelthen til at hive stikket, trække vejret, og lade batterierne op. Simple as that.

Så kære venner, jeg er ude indtil 7. November. Hvis de folkevalgte i landets parlament kan holde flere måneders sommerferie, så kan jeg altså også lægge mig på skjoldet i 3 ugers penge. Så det vil jeg gøre, velvidende at jeg vender tilbage med et brag når tv-reklamerne er sølet ind i alt for tidlig bjældeklang.

Ses!

Husker du Jon & Åge?

Jon & Åge. Ja, der sidder nok allerede en enkelt eller to flår sig i battet over udsigten til at give undertegnede et let svirp med en staveplade, og påpege, at de hedder John & Aage. Men nej, Jon & Åge. Jon Dahl Tomasson og Åge Hereide. Assistent – og cheftræner for det danske fodboldlandshold. Der er landskamp på torsdag venner, og jeg føler på ingen måde at befolkningen er klar over, hvor vigtig den kamp egentlig er. Eller, at den overhovedet er der! Ja, det er en hån mod nationen at kampene ikke vises på DR. Det mener jeg helt oprigtigt. Fred være med Kanal 5 og deres dækning, den er som sådan ganske fin. Men landskampe skal sprøjtes ud i samtlige stuer, TV-pakke uanfægtet, og gaderne skal ligge øde hen når Danmark spiller. Så lad mig derfor høre dig; Husker DU Jon & Åge?

Read more

© 2019 Realitirsdag. All rights reserved.

Theme by Anders Norén.