Menu Close

Category: Sluserne åbnes (page 1 of 2)

Så er der pakkeleg!!

Du kan være træt af catchphrases fra ‘The Julekalender’. Du kan være træt af ‘Last Chrstimas’ og ‘Jul i Angora’. Din bankrådgiver kan være millimeter fra at sende dig en mail på græsk, og den Røde Aalborg kan have sendt dig til tælling gentagende gange. Alligevel er du først rigtig træt af julen når æggeuret er sat, og terningen fundet frem. Pakkeleg. Nøj, hvor jeg hader pakkeleg. Bedst som du sad der, med et slumretæppe foran pejsen, til en hyggelig juledag i familien skød, og med klør fem dybt begravet i den helt tunge leverance fra Anthon Berg, så sprænger bomben, og du bliver bedt om at sætte dig til bords, med den 20kr.’s pakke din mor har købt for dig.

Read more

Reality Tirsdag

Al opstart er svær. Men jeg klarede det, og fik efter et årelangt tilløb startet et bloggerprojekt. Det kan ydermere være svært at anerkende behovet for en tænkepause, men Gud hjælpe mig om jeg ikke også overlevede at sluge den kamel, og sugede ny inspiration til mig gennem en våd oktober. Sidst, men ikke mindst, er det også svært at banke rusten af tandhjulene, og starte det tunge apparat op igen. Med sidste uges comeback, kan jeg med ro i sindet sætte det sidste flueben. Check! Start, stop, genstart. Fedt! Folkets reaktion var virkelig tilfredsstillende, men jeg ved ikke præcis hvor filmen knækker, for der er overraskende mange der kalder min blog ‘Realitytirsdag’. Og ja, jeg ved godt at selve ordet ‘Realitirsdag’ ikke ligefrem ligger lige så godt i munden som ‘Daloon’ ligger i maven, men ‘Realitytirsdag’; den vil jeg alligevel ikke have siddende på mig. For det hedder bloggen slet og ret ikke. Den heder ‘Realitirsdag’. Punktum! Uden ‘ty’ mellem ballerne.
Det er realiteterne jeg skriver om, og ikke reality, og det til trods for, at ordene i sagens natur betyder det samme. For de opfattes nemlig fuldkommen forskelligt, hvilket jeg altså har mine daglige hovedbrud over. For hvornår var det at ordet ‘reality’ gik fra at betyde ‘virkeligheden’, til i dag at betyde ‘hor, mord og ildebrand i bedste sendetid på tv3’? Hvornår blev det ‘virkelighed’ at give konfirmandfinger på et hotel i Mexico, eller at få en tarmskylning med sin mamma for rullende kameraer. Hvordan kan der være en kategori til Realityawards der hedder ‘Årets bryster’, når der ikke er en kategori der hedder ‘Flest glemte udcheckninger på sit rejsekort’?! Ja, jeg spørger bare!

Read more

I’m back!

For tre uger siden smed jeg bomben. Time out! Det var faktisk en sværere beslutning at træffe end som så. Umiddelbart fordi det ligesom brød med hele konceptet om ‘realiteter hver tirsdag’, samt at det føltes som et personligt nederlag at erkende, at jeg havde brug for at stoppe op og trække vejret. Jeg mener, hvor svært kan det være at banke et par hundrede anslag om dressing på pizza eller snoller i Silvan, og skyde det ud til befolkningen én gang om ugen. Et hurtigt venstrehåndsarbejde mandag aften, og så er den vel hjemme. Jeg er endda venstrehåndet, hvor let kan det blive?!
Men i bund og grund var håndbremsen primært tung at trække, fordi jeg følte jeg svigtede dem der læste med. Og allerede nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt høre hvor latterligt det egentlig lyder. Ja Sørensen, sikke du svigter! Hvordan skal folk nogensinde kunne undvære dine vise tirsdagsknaldperler?! Internettet kommer jo til at give ekko, så stort et tomrum du nu efterlader. Og netop de tanker med åbenlys ironisk glorificering, afledte et dybere grubleri over, hvad det egentlig er jeg laver, med spørgmålet om hvem jeg i bund og grund gør det for, som det helt centrale omdrejningspunkt.
Det her blogprojekt er enormt krævende. Ikke rent tidsmæssigt på skrivningsdelen, men det er mentalt hårdt uge efter uge at skulle blotte sig i skriveform, til spot og skue for hvem der nu end måtte læse med – og hvem er det egentlig der gør det?! En håndfuld venner og lidt familie. Er det umagen værd?
Derfor havde jeg havde virkelig behov for at stoppe op, trække vejret, og mærke efter om jeg havde lyst til at fortsætte. Kigge mig omkring på den anden side af skærmen, og se på det hele med friske øjne. De friske øjne så sig omkring, og kunne forrige lørdag spotte byens træer og lygtepæle blev mudret ind i sløje selfies og popsmartet slogans – valgplakater. Så var jeg ikke længere i tvivl; Hvis der seriøst ikke er andre der gør det, så skal jeg nok. For fædrelandet! I’M BACK!

Read more

Kongen af cykelstien

Jeg åbnede hele dette bloggerforetagende med en Top 10 over irriterende typer i offentlig trafik. 28. februar blev den sandhed lagt ud til folket – det er altså knap 30 tirsdag siden. Skud ud til de trofaste, som kan huske min rant mod “Gastromanden”, “Centrumdemokraten” og “Gangstativet”. Siden da er der droppet en del strofer om hverdagens små herligheder – gode som dårlige. Men én specifik ting har været forespurgt af adskillige personer gennem længere tid; “Kan du ikke skrive om idioterne på cykelstien”. Og jo, det kan I tro jeg vil. Så den kommer her, på denne grå og kedelige tirsdag i september. Velbekomme

Read more

Hubba Bubba og Prince 100

Faste læsere vil efterhånden have fanget, at jeg switcher lidt mellem forskellige genrer i mine tirsdagsperler. Der er de aktuelle, der er de glade, der er de lidt skæve, og så er der dem hvor jeg bare har totalt meltdown. I dag rammer vi sidste kategori. For jeg er røget godt op i den røde zone over en ting, som jeg ikke kan forstå, hvordan er blevet en accepteret adfærd. Eller, adfærd er måske så meget sagt, for det er ret beset bare et move. Et move som skal stoppes pr. omgående. For når jeg går i mine snørresko, på Nørrebro, og kikker på fortorvet, så ser jeg 2 ting der smelter mine øjne fuldstændig; Udtyggede tyggegummier, og cigaretskodder. Oooooookay, hent lige en liter Aqua D’or, for jeg er ved at selvantænde!! Hvorfor, hvornår og ikke mindst; Hvordan, har smøger og tyggegummi fået den form for affalds carte blanche, så det fuldstændig bramfrit bare kan smides på gader og stræder?!

Read more

Vi kaster med sten, og fejer med koste

Så er det kraftpetervæltemig nok! Siden day one har præmissen for denne blog været, at hverdagens små banaliteter vendes og drejes. Med stor fed streg under ‘banaliteter’! For jeg har med fuldt overlæg valgt at forholde mig særdeles apolitisk, og ikke ønsket at grave dybere end jeg kan nå. Selv når Joachim B Olsen kommer med vanvittige liberale knaldperler, eller Martin Henriksen får en racistisk hjerneblødning, så har jeg forholdt mig i ro. Når en diffus feminist laver et hovedspring ud i svømmepølen for komplet idioti, når skattefar taber sit bundt med milliardkronesedler, eller når H.K.H Kronprinsen tager damen med på et weekend getaway til Riyadh – der er fuldkommen radiotavshed herfra.
Men nu vover jeg alligevel pelsen, og bevæger mig ud hvor der kan være hajer! For den her kan ikke holdes inde længere. Curlingforældre! Hold your freaking horses!!

Read more

Klip! Klap! Stop!

Grundlovsdag. Pinse. Distortion. Champions League finale. Emnerne til denne tirsdag synes uudtømmelige, men der er dog ikke bingo på nogen af de nævnte. Jeg har nemlig en ting på min dødsliste, som jeg ikke kan holde inde længere. Det brænder mig op indefra, og i forbindelse med sommerens indtog føler jeg, at det er på tide at komme med en skriftlig lussing á la Realitirsdag.
Kære venner; Jeg fucking hader klipklappere!

Read more

Har du printet?

Nik & Jay koncert. Pokalfinale. Jo jo, Kristi Himmelfarts ferien har været det man på godt gammeldags dansk kalder ‘solid’. På trods af at Niclas og Jannik repræsenterer 3500 Værløse (skud ud til alle hjemmedrenge på den RIGTIGE side af Fiskebækbroen – 3520 ikk’ for sjov!), og at pokalfinalen endte med sløjt sølvtøj, så var det to fede oplevelser. Fede på hver deres måde. Fælles for begge arrangementer var dog, at det var undertegnede der havde skaffet billetter. Og kære venner, tiden er inde til at tage fat på en af mine helt store kæpheste: Nej, jeg har ikke printet billetterne!

Read more

Tap og vind med samme sind

Ahhh, så blev det maj! Bøgen springer ud, folket lægger Voldborg-stilen på Instagram, og man kan nyde lange lyse aftener på terrassen i 7-8 graders varme. Lækkert! Og ikke nok med det, så får man smidt den ene fridag i nakken efter den anden. Store bededag på fredag, jamen der er ikke et øje tørt. At halvdelen af os ikke aner hvorfor filen vi overhovedet har fri fra arbejde er sagen fuldstændig uvedkommende, så længe vi kan tøffe rundt i tøfler og underdollere til langt op på formiddagen. For slet ikke at nævne Kristi Himmelfart, der fisme ligger en torsdag, således at man, hvis man er lidt vaks ved havelågen, kan lægge en feriedag om fredagen, og dermed få en helt lille miniferie. Næsten gratis!! Pinsen lurer også om hjørnet. Det er for fedt.
Men sådan helt seriøst, ved du hvorfor vi har fri på fredag? Er du skarp på Pinsen? Og nu skal du ikke lege Kong Gulerod fordi du kan knække koden bag Kristi Himmelfart, men du skal derimod fortælle mig hvad dagen hedder på engelsk!

Read more

De vilde kaniner

Lad det være sagt med det samme: Jeg har ingen intention om at belære folk om hverken det ene eller det andet. Jeg anfægter overhovedet ikke folks individuelle gøren og laden på de sociale medier, og jeg lever fint med babyspam og madbilleder. Meeeen, at du har hældt lidt solbær ud over dine Ota Solgryn er jo ikke ensbetydende med at det er et gastronomisk mirakel du har kreeret. Heller ikke selvom det ligger i en musselmalet skål fra Royal Copenhagen. Nej, stop. Undskyld, jeg skal nok holde op – folk må sgu gøre som de har lyst til. Og smide de billeder op de har lyst til, selvom vi efterhånden har set dine klamme tæer alle 17 gange du har været på stranden i løbet af sommeren. Sorry. Der skal nu nok også være en enkelt eller fem der himmelvender kikkerten hver gang de ser undertegnede poster sin uforbeholdne mening om alting og ingenting. Onde tunger vil sågar mene, at noget af det mest irriterende faktisk er selvudnævnte bloggere, der febrilsk forsøger at ramme en viral pulsåre med deres online dagbog *HOST*.
Med det in mente, så får I altså lige min mening for en femmer. For den har jeg brændt inde med i virkelig lang tid. Det er ikke en løftet pegefinger, som bedyrer hvad man må og ikke må, men en helt og aldeles vandret pegefinger, rettet mod online observationer. Med frygt for bål, brænd og endte venskaber – here goes:

Read more

© 2019 Realitirsdag. All rights reserved.

Theme by Anders Norén.