Det er ikke synderlig lang tid siden Danmark udnævnte landets nationalret. Sådan helt officielt. Det blev stegt flæsk med persillesovs. Jeg ved ikke om det var baseret på baggrund af en afstemning på Ekstra Bladets hjemmeside, eller bare de tunge drenge fra Tinget som truede med sultestrejke. Anyways, brændt svinehud og kartofler, pladret ind i hvid sovs – ja, what else! En dark horse kunne ellers godt have været pizza. Ja, jeg ved godt at det er italiensk for fuld Zanussi, men hvad faen, vi var da heller ikke sene til at kalde Kipketer for dansk efter han vandt medaljer!
Alle elsker pizza, og det gider jeg ikke engang diskutere. ALLE! Tykke og tynde. Høje og lave. Om det er når du står i et virvar af flyttekasser og farveprøver, om du ligger hjælpeløs på sofaen med tømmerheinz, eller bare skal se noget fodbold i flimmeren og drikke nogle bajere. Pizza! Tomat, ost og pepperoni. Den er bare sikker hver gang. ‘Kurderpizzaen’ som jeg kalder den, faktisk uden at ane hvorfor!
Men der breder sig en uheldig tendens – dressing!

Jeg har et seriøst problem med folk der bestiller en pizza, og efterfølgende beder pizzamanden mudre herligheden ind i den klassiske cremefraiche dressing i en tyk spiral. Og for en god ordens skyld, bare lige for at tage den i opløbet: Ja, jeg har selv gjort det! Farum Pizza? Oh yes, det tror jeg Nokia! Og ja, det hedder en Farum Pizza – det gider jeg slet ikke diskutere. Så kan I kalde den salatpizza eller ‘Vitamin’. Alle ved, at tomat, ost, kebab, salat og dressing blev skabt på Esperia i Farum Hovedgade, og sådan er det. Rygterne vil i øvrigt vide, at der findes en helt særlig plads i helvede til den maniac, der første gang besluttede, at den nok ville smage bedre med 3 skiver sløj agurk og tomat på toppen af salatbjerget.
Men man har et standpunkt til man tager et nyt, og jeg gennemlever i øjeblikket en fase, hvor dressing på pizzaer irriterer mig grænseløst! For helt seriølle, er det virkelig nødvendigt?! Jeg mener, er den pizza ikke våd nok i forvejen? Hvorfor er det, at vi evig og altid skal være så f**king klamme?!
Tag f.eks. sushi. Frisk rå fisk. Ris. Tang. Ingefær. Grøntsager. Dyppet i sojasovs for at skabe en fin saltbalance. Lækkert, delikat og asiatisk. Haha, den laver du ikke med os Hr. Sushimand. Konichiwa, Konichiwa, stik mig noget mayo i en hulens fart! Og nu du er igang, kan du så ikke fjerne alt det rå og alt det friske, og i stedet stikke mig en udefinerbar masse af krebsehaler og mayo i min makirulle. Kald det eventuelt en ‘California roll’ – det er så eksotisk. Og de der dybstegte rejer du serverer som en sidedish for at skabe et fedmefyldt modspil, kan du ikke komme det IND i rullen, og tage alt det andet ud? Jeg giver det maks. 3 år, så kører vi skidtet ned med kniv og gaffel, komplimenteret med en radiatorlunken porter. Der er et yndigt land..

Nårh, det var et sidespring, tilbage til pizzaen. Du sidder på en lille hyggelig frokostrestaurant i syditalien. Med rød-hvid ternet dug på bordet, et hvidt stearinlys i en vinflaske, en svedende smørhat af en tjener, der lægger tykt an på din kæreste, og middelhavsbrise i håret. Ren Lady og Vagabonden. Det er så italiensk, at du er på nippet til at afsløre, hvilken dag der er din Dolmiodag! På bordet er der serveret en lækker pizza, med sprød bund, mozzarella, prosciutto samt frisk basilikum. Lækkert! Lækkert, lækkert, lækkert! Cut lige til et tømmermandsramt skvat, der står på Alis Pizza & Kebab i Brønshøj, og bestiller en tomat, ost, kebab, løg og champignon med ekstra ‘drelle’, tak! Kom nu lidt altså. Jeg ved godt at standarden på danske pizzaria er særdeles svingene, men hav dog lidt respekt for retten. For autenticiteten. For Italien. Man kan vel nærmest ikke tillade sig at kalde det pizza! Tomat, ost, skinke, bearnaise og paprika. Herre jemini! Hvordan nogen ved sine fulde fem kan klemme en Firenze Frisbee med smeltet ost OG sovs ned, overgår simpelthen min fatteevne! Nu kommer der lige en hurtig højre, men det er 100p de samme mennesker som rent faktisk kalder det ‘bajnæis”, og som kommer smør under nutella. Typen der ikke kan nøjes med den medfølgende remonce i et tebirkes, men rent faktisk skærer det over på midten, for at anlægge en tyk dug af Kærgården. Mums!
Jeg tør da slet ikke tænke på folkets reaktion, hvis italienerne af en eller anden vanvittig grund blev helt vilde med leverpostej. Katte ville vælge Whiskas, og Francesco skal altså bare have en rundommer med Stryhns. Men istedet for den klassiske rødbede, bliver der lige kørt en tung spiseske pesto ud på herligheden. Smat smat, uhhmmm! Jeg græder faktisk lidt ved tanken. Det er så forkert at mit danske hjerte bløder. Så hold dog op!

Overreagerer jeg? Måske. Jeg ryger da sikkert også i fælden igen en dag, når byens søn vender hjem til Farum Hovedgade, og kigger forbi Esperia. Selvfølgelig gør jeg det! Men folk hater tykt på ananas’ berettigelse som pizzatopping, og jeg føler dressingen er sluppet alt alt alt for let. Primært fordi den repræsenterer en tendens med at skulle sovse vores madvarer ind til ukendelighed. Som eksemplet med sushi, som vi voldtager med chilimayo. For slet ikke at tale om, når man serverer spaghetti kødsovs. Om du har kælet for din kødsovs / bolognese i timevis, eller bare lavet den hurtige dolmiofinte, så kan du være evigt forvisset om, at der i hvert fald er én person ved bordet, der tømmer en halv liter Heinz ud over den ret, som du har kræset for, og som minutiøst er smagt til. Jeg bliver simpelthen oprigtig ked af det. Og i den anledning, vil jeg gerne slutte af med at sige en ting, som har ligget mig på sinde virkelig længe. I årevis faktisk. Jeg har bare aldrig fået det sagt. Men ja, here goes…

FUCK KETCHUP!