Tjaa, hvordan starter man den her blødt ud? Licens! Eller ‘Medielicens’ som det skiftede navn til for 10 år siden, for på den måde at smide internetadgang med i puljen, og dermed ramme, ja, ALLE.  2500kr. årlig afgift til Søren Ryge, X-factor og Anna & Lotte. 210kr. om måneden for at få ro på settet mens Hr. Skæg underholder på Ramasjang, eller for at pudse kridtpiben til Deadline på DR2.
Ret beset er det fucking peanuts, jeg mener 200kr! Det er nok ikke lige dét der vælter budgettet. Alligevel kan jeg ikke komme på noget, som kan få folk i det røde felt som medielicens – hvad end de er for eller imod. Det tænker jeg kunne være sjovt at lave et lille skriv om. Så det kommer her, råt og uforsødet. Jeg kommer ikke til at argumentere for hverken det ene eller det andet, eftersom der for sådan en regelrytter og firkantet kassetænker som mig, ikke er det store at rafle om – det er lovpligtigt! Og ja ja, nu kommer der nok en eller anden deltids jurist der har fundet et hul i systemet der retmæssigt giver den som bla bla bla og en gammel hat i Østrig. Det er fint nok Basil Mus, hvis du lagde et lige så stort engagement i dit egentlige job ville du tørre røv med 200kr-sedler.

Jeg vil gerne lige sparke debatten om hvorvidt man skal betale eller ej til hjørne, og i stedet stille skarpt på, hvor bundretarderet hele konceptet omkring tilmeldingen egentlig er. Sådan, whole early! Jeg har en fin tommelfingerregel, som går ud på, at hvis jeg skal tage stilling til om hvorvidt noget er fornuftigt eller idiotisk, så skal jeg forklare det på engelsk til en fiktiv amerikaner. Og jeg må bare indrømme, at der falder licensbetaling i den sidste kategori. Med et ordentligt plask, stort nok til en guldmedalje til DM i Vandbombe.
Og nej, det er ikke fordi jeg på nogen måde er imod public service tv eller radio. Tværtimod! Jeg synes det er vigtigt at vi har et medie der er uden kommercielle interesser. Men hele konceptet er for mig komplet ulogisk, for jeg kan ved mine fulde fem ikke forstå hvorfor det ikke kører over skatten! Fuld automatisk, uden fem potter pis at rafle om. Spørgsmålet: “Betaler du licens”, burde slet ikke kunne stilles. Den slags lovpligtig betaling skal da ikke lægges ud til folket, med en forhåbning om at alle husker at betale. Undskyld, men er I slet ikke klar over hvor store svindlere vi er?! Vi er jo nogle snydepelse hele banden. Hver og en!
Hvis kassedamen i Netto giver en 20’er for meget tilbage, så vil 9 ud af 10 af os sguda stikke den i foret, og betragte det som den heldigeste mandag i mands minde! Indrøm det nu bare for faen! Og hvis tjeneren på restauranten har glemt at slå en flaske husets vin ind på bonnen, så vil vi huske tilbage på det restaurantbesøg i årevis, som værende en bragende succes, på trods af kartoflerne var udkogte og sovsen skilt. Jeg kunne blive ved. Folk udtænker snedige planer for at kunne rydde minibaren på hotellet uden at blive afregnet, tøsepigebørn flirter sig med glæde til gratis drinks i byen, og så har jeg altså set bedstemødre stå i supermarkedet, i frugt og grønt afdelingen foran bakkerne med danske jordbær, og tage bær fra de andre bakker, blot for at toppe deres egen. Hvad fuck sker der!! Vi er altså nede på det niveau, hvor vi uden at blinke bøffer 5 jordbær i Føtex!! Og så tror staten, i ramme alvor, at alle husker at betale deres lovpligtige licens?! Kom nu lidt, altså!

Det eneste der er mere åndsvagt end alle de tekniske formaliteter omkring licensbetalingen, er de to respektive lejres forsøg på at føre en nogenlunde argumentation.
“Jeg betaler ikke licens, for jeg ser slet ikke DR”. Nej nej, det er muligt sømand, men sådan kan man jo for faen ikke stille det op. Vi kan jo ikke have selektiv nationaløkonomi, hvor hver enkelt borger vælger hvad man vil betale for, og hvad man ikke skal betale for, udfra en hjemmelavet beregning af, hvad man bruger og ikke bruger. Det holder jo ikke. Lige nu er du ham den sørgelige til polterabenden, du vil prutte dit indskud til fællespuljen ned til 300kr, fordi du har tænkt dig at have lukkede øjne når der kommer stripper. Det har du lovet ‘damen’. Luk røven, og betal hvad det koster, og stop med at brokke dig som en lille bitch.
På den anden side, så skal det der “Licens er noget vi giver til hinanden” simpelthen skride så langt væk, at det kan man slet ikke stave til. Hooooooold nu op altså. Vi giver sguda ikke licens til hinanden, det giver jo overhovedet ingen mening! Den overbetalte konsulent der har fundet på det slogan skal seriøst have en præmie for at slippe afsted med så tung en omgang bullshit! Han må meget gerne give sig tilkende, så vi kan fryse ham ned, og bruge ham som stump genstand mod de åndsboller der drysser krymmel på deres selvfedme, med et udefinerbart hånligt og fornærmet: “nå, men så betaler JEG jo sådan set for at DU kan se fjernsyn”. Jeg kan slet ikke have det, for det er jo ikke rigtigt! For det gør du jo ikke Lars Allan! Du mener i ramme alvor, at du kan henvende dig til en principfast sortseer, som har betalt millioner mere i skat end du nogensinde kommer til, og bede ham sende dig en kærlig tanke næste gang han river sig i battet til Troldspejlet! Stop dig selv.
“Licens er noget vi giver til hinanden”. Det vil man jo i givet fald kunne sige om ALT der er statsfinansieret. “Lyskryds er noget vi giver til hinanden”. “Uddannelse er noget vi giver til hinanden”. “Plejehjem er noget vi giver til hinanden”. Med det mind-set er der altså lagt i banken til nogle solide julegaver fra undertegnede. “Kære Mammi, jeg ville så inderligt gerne have købt en pæn vase, men Imerco havde lukket. Til gengæld kan du komme på plejehjem når du bliver gammel. Glædelig jul fra Julemanden, Skattefar og Alexander”.

Licens er noget vi skal betale, fordi vi skal. Slut, prut, finale. Og eftersom det er noget vi skal, skal det ikke være op til den enkelte at tilmelde sig eller ej. Det skal ske full automatico. Folket skal stoppe med at diskutere frem og tilbage, pejlevognen skal skrottes én gang for alle, og så skal DR stoppe med at bruge absurd meget tid og ressourcer på at sende breve og tv-spot mod sortseere, og i stede sende noget mere Columbo. Ohhh yes!