21min 16sek. Det var tiden for undertegnede til DHL stafetten fredag aften. Gennem et virvar af mellemledere, grillstartere og stive fodboldfans fik jeg “flyt dig forhelvedet” mig frem gennem mylderet, og benchmarket en tid som jeg kunne være nogenlunde tilfreds med. Jeg havde håbet på at klemme mig under 20 minutter, men sådan skulle det ikke gå. Om det var manglende guf i stængerne, eller albuer der ikke var spidse nok skal jeg lade være usagt. Måske et mix.
Men netop det med “at være tilfreds med sin tid” er sgu egentlig et lidt sjovt kompleks i stafetten, for det virker lidt som om de fleste egentlig bare er tilfredse med at være der. Der er jo firmabetalte bajere – for faen! Så står man der, med pulsur og korte rør, og kører høje knæløft for at varme stængerne op som en hvid Kipketer, og er decimeret til ham den sære, fordi man rent faktisk vil vinde! Så bliver det altså ikke mere dansk.

“Det handler ikke om at vinde, det handler om at være med”. Det lader til at være mantraet. Og det har jeg det lidt ambivalent med. For jeg kan sagtens kontrollere mit vindergen, og tilsidesætte dette til fordel for det sociale aspekt i et større firmaarrangement. For det er sguda pisse hyggeligt og kollegialt at tage i Fælledparken uanset dagsform, nyde sensommeren og en kold øl, og snakke om noget andet en KPI’er og tal på bundlinjen. Og jeg kan da også sagtens stikke Jonna fra Region Sjælland, der løber 5km om året, en høj og anerkendende femmer, for at trække i en dellestram løbetrøje, og gøre noget som nok ikke står øverst på hendes ønskeseddel. Helt oprigtig respekt herfra!
Men på den anden side, så skriger det mod hele mit livssyn at gå ind til en opgave uden at gøre det 100%, og uden at tage det seriøst. Og det gælder sådan set hele vejen rundt, og ikke blot til DHL Stafetten.

Der er mange jokes omkring diversiteten mellem jyder og københavnere. Mellem muslimer og jøder. Mellem mænd og kvinder. Mellem Brøndby – og FCK fans. Men der er sgu også noget komisk over mødet mellem ham der går op i det liv og sjæl, og ham der bare synes det er hyggeligt. Ham der sprinter mellem baserne når der bliver spillet rundbold til familiefødselsdagen, og ham der lunter med en kanelgiffel i hånden. Ham der stiller sine arméer på snorlige rækker når han spiller Risk, og ham der skraldgriner når han kommer til at slå terningerne ind på spillepladen. Ham der bruger timer på minutiøst at planlægge en FIFA turnering, og ham der på dagen spørger hvad tid det egentlig er man skal komme. Og sidst men ikke mindst, ham der stiller op til DHL stafetten for at sprinte en solid 5’er, og ham der egentlig bare gerne vil vide om der er købt Carlsberg eller Tuborg.

Mødet mellem ovennævnte kan være sprængfarlig. Konfrontationer er nærmest uundgåelige, for hold kæft hvor kan man være irriteret på den anden. Og selvom jeg er en inkarneret del af det ene hold (gæt selv hvilket) så er jeg slet ikke i tvivl om, at det går begge veje. Men mod alle odds, så var fredag aften en personlig succes. For hvor var det helt igennem hyggeligt! Også selvom jeg havde spidse albuer på ruten, og bandede flere personer langt væk. Det slog mig faktisk først halvvejs, at jeg jo løb rundt med min arbejdsgivers logo på ryggen, så forhåbningen om at kanalisere alle irritationer ud i en hård tackling på en brandert der krydsede filten, blev lige lagt tilbage i skuffen.
Var min hjerne ved at smelte sammen over det himmelråbende ulogiske valg af grill som dagens must-have? Oh yes! Var jeg ved at hoste lungerne til lirekassemænd da jeg inhalerede 50/50 luft og tændvæske på den sidste km? Oh yes! Fejrede jeg 5’eren med frankfurter-galore? Nixen bixen Karen Blixen. Fredagen bød nemlig også på rød-hvid landskampsfest i Parken. Og er der noget ALLE kan være fuldstændig enige om, så er det at Danmark er bedst, til fodbold og fest. Skåååål!