Søndag formiddag 1115hrs. Aldrig har jeg været så klar til noget, i hele mit liv. Med ota solgryn lagt i bunden af kufferten, nivea smurt på stængerne, og med slikhåret sat i en blød Jürgen Klinsmann bue, stod undertegnede på Øster Allé. Klar som en spritters solbærte! 9 måneders intens træning skulle eksekveres på under 1 time og 40 minutter. Engines ON! Flankeret af venner og familie, både på den ene og den anden side af hegnet, og iført et Realitirsdags tracksuit for at lægge noget promovering på hovedstadens borgere. CPH Half. Hold nu kæft en dag!

Startskud med smil, solskin, flammekastere og konfetti, samt en DJ der skal have så mange point for at smide ‘Sandstorm’ på anlægget. 21,097km fest i byens gader, med huj og hej og samba på Frederiksberg Allé, for at slutte af med en finale der vejrmæssigt var så vanvittigt, at man nok skulle have været der for rigtig at forstå hvor vildt det egentlig var. Eneste ord jeg umiddelbart kan komme på – kaos! Ren kaos! For det var ikke bare en heftig sommerbyge, det var et mytisk regnskyl, hvor himlen åbnede sig og lukkede alt ud fra fjernlageret. Lyn, torden, hagl og anden tung nedbør, der forvandlede opløbsstrækningen op ad Øster Allé til noget som kunne være taget ud af en film. Udmattede, våde og desorienterede, sejlede vi ind over målstregen, og stod på den anden side i en slushice-vandpyt-sø, og forsøgte at finde en grimasse der kunne passe. Alle planer om highfives, selfies og indstuderede håndtegn regnede væk i det monsune kaos! Kolde, klamme og gående rundt som havde ‘Robotten’ fået en renæssance, blev Runners Area og PR-klokken indtaget. Flere tusinder samlet på en kæmpe åben og sjaskvåd mudderluder af en græsplæne, med lyn, torden og pavilloner fra Silvan – welcome to the jungle.
Så stod man der. Lykkelig over at have gennemført. Lykkelig over at have taget til eksamen – og bestået med et tordenbrag! Men samtidig fortvivlet og lamslået over, at være blevet taget på sengen over den nye udfordring man var blevet pålagt – at stå midt orkanens øje, og skulle finde sin bagage, finde venner og familie og få fragtet sin tunge krop væk fra dette meteorologiske mareridt. Hjem – bare hjem! Glem alt om alt, og lad mig komme hjem under den varme bruser inden min røv fryser af.
Der er ingen tvivl om, at det kaotiske målområde vil blive huske af alle der deltog. Det var på alle måder mindeværdigt. Men her er det så jeg får lyst til at hive svovlsyren frem fra skabet, og med nænsom hånd dryppe det direkte i øjnene. For der er i ramme alvor deltagere der har brokket sig over, at løbet var dårligt organiseret, og at det ikke kunne være rigtigt at det skulle tage så lang tid at få sin medalje. Oooooookaaayyy.

Nu er det her nok et lige lovlig bredt spørgsmål, men hvorfor er folk, og især os danskere, så fucking dumme! Hvorfor er der altid én kæmpeidiot, der ikke kan holde sin fede kæft, og kigge bare 1cm ud over hans klamme opstoppertud. Der er straight up typer, der har beklaget sig over at der var mudret i Runners Area, at der var for meget vand på opløbsstrækningen, at det var kaos i målområdet bagefter, og at baggagen var blevet våd. For real! For fucking real! Der er stille og roligt en type der i sin anmeldelse af begivenheden CPH Half på Facebook, har givet 0 stjerner, og skrevet at det var dårligt organiseret, at det var for dårligt at man skulle vente på sin medalje, og at det kunne have gået rigtigt galt. Det gik rigtig galt din kæmpeidiot – der slog et fucking lyn ned på ruten! Der var folk der, som jeg har forstået, inddirekte blev ramt af nedslaget, og måtte hentes i ambulance. Løbet måtte afbrydes grundet vejret, og langt de fleste deltagere krydsede målstregen med vand op over anklerne. Hvis du med et straight face kan kigge en af de frivillige i øjnene, der kæmpede en umulig kamp mod moder natur  (den superbitch), og sige at han / hun ikke gjorde sit arbejde godt nok, så har du min fulde velsignelse til at blive væk næste år. Du er så evigt ligegyldig som du står der, i dine New Balance løbesko fra Spejder Sport, 17 gels i dit løbebælte, og en kort short som dine blege ben fra Ganløse sleeeeet ikke er skarpe nok til at rocke. Med et topsmart pulsur som du har købt på tilbud i Føtex, og som i øvrigt er komplet ligegyldigt, fordi du alligevel løber så fucking langsomt at der skal stilles til vintertid før du krydser stregen, står du der, og spiller fandango, fordi der ikke lige lå en plan-B for arrangementet såfremt vi skulle blive ramt af en fucking monsun. Du skal lukke din røv, og det pr. omgående, tak! Og så skal du indse, at af og til er der bare større elementer der spiller ind, som ingen kan stilles til ansvar for. Det kan være når en askesky lammer flytrafikken, når en orkan vælter et træ ned på togskinnerne, eller når en fucking flodbølge besværliggør din forventede medaljeceremoni.

Ja, jeg kan godt se det ironiske i, at jeg brokker mig over at andre brokker sig. Det er vel nærmest brokception. Og ja, jeg ved godt at jeg er et brokkehoved, der elsker broccoli. Til gengæld leverer jeg typisk mine raserier med spejlrefleks, samt en stor portion selvironi. Ikke siddende på min høje hest fra migmig-land, fuldstændig blottet for almen situationsfornemmelse, og respekt for andre end mig selv..
Normalt er jeg ikke særlig sadistisk anlagt, men jeg håber inderligt du har lige så ondt i benene som du har i røven, din kæmpetard.