Fredag d. 29. september 2017. For de flestes vedkommende en ganske almindelig fredag, der skal fejres med Vild med Dans samt Malaco til op over begge ører. På med hyggesokkerne, kaffe på kanden, og så ellers bare ryge på brættet 22:30 når seerne har SMS-stemt den mindst populære kendis hjem fra en parodi af en konkurrence. Intet nyt under solen her. Men for en udvalgt og meget mandsdomineret skare, er dette en helt særlig dag. Og lad mig melde den ud til damerne med det samme; Hvis din kæreste / kollega / andet herrebekendtskab er lidt åndsfraværende i dagene op til, så får I her forklaringen: FIFA 18 release! Ohh yes my dears, der er ny madding til vores Playstation, og vi er rigtig mange der håber på et rigtig lortevejr i weekenden, så vi med god samvittighed kan rulle gardinerne for, og alt imens regnen hamrer mod ruderne og man kan høre 14 m/s hvine på ydersiden, sætte vores FUT hold i et orgie af energidrik og american grills. EA Sports – It’s in the game!

FIFA 18. Mit første FIFA spil var FIFA 98. Shit mand, det er altså 20 år siden! Men alligevel er alt fuldstændig det samme; Skyd på O, aflever på X, sprint på R2. Når du scorer, så lad replay og jubelscene køre helt til ende – du skal jo have det hele med, fra alle vinkler! Nøj hvor jeg glæder mig til at mose stakkels intetanende knøse rundt omkring i verden. Længe leve onlinefunktionen! Så sidder man der, lørdag morgen, i bar skuffe og underdollere, med en skål havregrød og sort kaffe on the side, og kværner en eller anden stakkels inder, som man uden at blinke kaster farverige eder og forbandelser over, såfremt han skulle spille lidt for smart med de analoge finter.
Jeg glæder mig til at høre sangene! Der er jo ikke en mand på min alder, med respekt for sig selv, som kan høre Blur – Song 02 eller Fatboy Slim – The Rockafeller Skank uden at tænke FIFA. ‘Right about now, the funk soul brother! Check it out now, the funk soul brother!’ Hold kæft hvor er det et fedt nummer!
Men det leder mig egentlig rigtig fint hen til omdrejningspunktet på denne tirsdags post. Nemlig; Hvornår er man for gammel til at spille Playstaiton?!

For hvornår er man for gammel til den slags? Jeg er 28, og har desuden ikke børn som jeg kan bruge som undskyldning for at bruge tid på den slags, så jeg bevæger mig vel ret beset snart ind i en gråzone. Eller hvad? For der findes vel egentlig ikke et definitivt svar på hvornår man er for gammel. Lidt ligesom der heller ikke findes en defineret aldersgrænse for, hvornår man er for gammel til at rocke en kasket med skyggen i nakken. I bund og grund er det nok også lettere geografisk bestemt, da jeg har erfaret, at den alment accepterede aldersgrænse stiger jo dybere du bevæger dig ind på Vestegnen. Men alligevel, så ville jeg godt nok måbe lidt hvis min far smed en Yankees cap med skyggen i nakken, og sad i føromtalte mundering foran flimmeren, med en controller i hænderne, og bad Martin Tyler (kommentatoren) om at ‘lukke røven’ efter at denne skulle have udtrykt begejstring over det netop scorede mål af det forkerte hold. Puha, den er hermed brændt ind på nethinden Sørensen Sr.!

Men ja, jeg spiller Playstation. Jeg spiller FIFA. Jeg har gentagende gange råbt “fuck dig” til min modstander, hvilket er helt meningsløst eftersom jeg typisk spiller online mod et menneske jeg ikke aner hvem er – det kunne teknisk set være et lille barn. Jeg har tyret min controller ind i min sofa, jeg har losset til døre og hvad jeg ellers kunne komme i nærheden af, og jeg har lavet vilde jubelscener. Og jeg kan oprigtig talt ikke se hvordan støv på dåbsattesten skulle kunne sætte en stopper for det. Og ja, jeg har også betalt 250kr. ekstra for at kunne downloade spillet 3 dage inden release. For der er én gevaldig fordel ved at være voksen FIFA spiller, nemlig at man ikke behøver vente til sin fødselsdag eller juleaften førend græsset kan betrædes. Nææh du, det er sgu bare at trække 750kr. fra madkontoen, og så er det ellers bare igang med at unpacke walkouts!!
Jeg er ude, download om 1 time. Ses!