For tre uger siden smed jeg bomben. Time out! Det var faktisk en sværere beslutning at træffe end som så. Umiddelbart fordi det ligesom brød med hele konceptet om ‘realiteter hver tirsdag’, samt at det føltes som et personligt nederlag at erkende, at jeg havde brug for at stoppe op og trække vejret. Jeg mener, hvor svært kan det være at banke et par hundrede anslag om dressing på pizza eller snoller i Silvan, og skyde det ud til befolkningen én gang om ugen. Et hurtigt venstrehåndsarbejde mandag aften, og så er den vel hjemme. Jeg er endda venstrehåndet, hvor let kan det blive?!
Men i bund og grund var håndbremsen primært tung at trække, fordi jeg følte jeg svigtede dem der læste med. Og allerede nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt høre hvor latterligt det egentlig lyder. Ja Sørensen, sikke du svigter! Hvordan skal folk nogensinde kunne undvære dine vise tirsdagsknaldperler?! Internettet kommer jo til at give ekko, så stort et tomrum du nu efterlader. Og netop de tanker med åbenlys ironisk glorificering, afledte et dybere grubleri over, hvad det egentlig er jeg laver, med spørgmålet om hvem jeg i bund og grund gør det for, som det helt centrale omdrejningspunkt.
Det her blogprojekt er enormt krævende. Ikke rent tidsmæssigt på skrivningsdelen, men det er mentalt hårdt uge efter uge at skulle blotte sig i skriveform, til spot og skue for hvem der nu end måtte læse med – og hvem er det egentlig der gør det?! En håndfuld venner og lidt familie. Er det umagen værd?
Derfor havde jeg havde virkelig behov for at stoppe op, trække vejret, og mærke efter om jeg havde lyst til at fortsætte. Kigge mig omkring på den anden side af skærmen, og se på det hele med friske øjne. De friske øjne så sig omkring, og kunne forrige lørdag spotte byens træer og lygtepæle blev mudret ind i sløje selfies og popsmartet slogans – valgplakater. Så var jeg ikke længere i tvivl; Hvis der seriøst ikke er andre der gør det, så skal jeg nok. For fædrelandet! I’M BACK!

Valgplakater. Arhmen vil du da skifte halmen i min hovedpude og låne mig en daler til sporvognen! Der er en meget fin grænse mellem at være oldschool og oldnordisk. Valgplakater tilhører så absolut den sidste kategori, og jeg føler mig oprigtig talt som den eneste der er decideret rasende over hvor fuldstændig vanvittigt et faktum det er, at en af de toneangivende faktorer i lokalsamfundets største demokratiske process hænger på en fucking plade pap i en lygtepæl, samme uge som der lanceres en telefon der har ansigtsgenkendelse!! Hallo, er der nogen?! Vi er så langt i teknologien at man kan stå med sin telefon dybt inde i regnskoven og tænde for radiatoren i rækkehuset i Smørum ved at scanne sit freakin’ ansigt, og efterfølgende bede sin virtuelle personlige assistent ‘Siri’ om at bestille en pizza. Vi har udviklet robotter der er så avancerede, at der reelt er folk der er bange for at vi snart udvikler nogen der er klogere end os selv, og at det bliver vores undergang. Vi er så langt fremme teknologisk på så mange forskellige parametre, men politiske valg, næh nej du, dem kører vi sgu som dengang farfar var en ung knøs med ferskenhud, og løb rundt på gader og stræder og legede med et tøndebånd og en pind.

Nu siger jeg lige noget hurtigt; Valgplakater er komplet idiotiske, og det er vitterligt på tide at der er en eller anden med bare lidt sildesalat på skuldrene, der sætte en stopper for idiotien. Hallo Prins G-mail, hvis du én gang for alle vil markere dig i danmarkshistorien som værende andet end en parodi af et fransk sidekick, så træk i de royale tråde og gør noget!!
Jeg ved oprigtig talt ikke hvor jeg skal starte, men lad mig prøve at tage den fra toppen. Hvis jeg skal komme med et frisk bud, så har jeg den seneste uge set på den anden side af 300 forskellige valgplakater. 400, 500, jeg aner det ikke. Jeg har i hvert fald set virkelig mange, og jeg kunne end ikke med en pistol for panden huske én eneste udover dem der er gået viralt fordi de enten har et sjovt navn, eller ser sjove ud. Jihad Valentin (ja, gæt selv hvorfor), hende fra Venstre der ligner den gule fugl fra Angry Birds, Ulla Larsen (uh la la), Kirsten Boller (med ham der hænger under hende) og så naturligvis Bigman Nkungdonkawabungundolu. Kan de forhelvede ikke gennemskue at de drukner i mængden, er der ikke er så meget som én eneste der kan huske ham den almindelige Knud, med det almindelige billede, hvor han er hoppet i en helt almindelig jakke fra Mr. Jardex, og smiler som om det var DM i tandpasta! Det minder jo om en absurd politisk pendant til Tinder; en masse ansigter af desperate mennesker, hvor man i bund og grund kun husker dem der er lækre, eller skingrende vanvittige. Det er kommunalvalg for pokker, hvorfor er der ikke nogen der gør noget?! Hvad er tanken? At man skal stå i pisregnvejr, mens man venter på 5C som igen igen er forsinket (RIP 5A – bedste bus i verden!), og få en politisk åbenbaring?! Hold da kæft, der hænger han! Der hænger min stemme. Jan “en by for alle” Larsen. Han ser flink ud, han får min stemme. Arhmen vil du da trække mig baglæns gennem en vandpyt og kalde mig Jens Petter, det er jo så dumt at jeg ikke engang kunne have fundet på det selv, om så jeg fik penge for det.

Jeg kommer lige med et kontroversielt bud; forbyd de skide plakater. Sådan, helt seriølle. Det er et levn fra fortiden, hvis reelle funktion er afgået ved døden, ganske som checks, postkort og nyheder på tegnsprog. Kom nu videre i teksten for filan, og få lagt alle kandidater med et dertilhørende billede samt politiske holdninger på borger.dk. Så kan man, som den ansvarlige borger man er, sætte sig foran skærmen, med en kop kaffe og et marcipanbrød, og bladre sig gennem kommunens opstillede kandidater. Herefter kan man basere sin stemme på reel politisk substans, og ikke en latterlig plakat på Nordre Fasanvej.
Ja, jeg er med på at der er enkelte borgere som måske ikke vil have lige let ved den slags teknologisk omvæltning. Men mon ikke man kunne finde en løsning på den problematik. Min mormor er på Instagram ffs! Hvor der er vilje er der vej, og så er det vel for hulen stadig muligt at troppe op til et vælgermøde.

Hold kæft det var rart at være tilbage, og få trykudlignet hjernen.
Vi ses næste tirsdag – realiteterne må jo tilsyneladende stopfodres i folket!