Al opstart er svær. Men jeg klarede det, og fik efter et årelangt tilløb startet et bloggerprojekt. Det kan ydermere være svært at anerkende behovet for en tænkepause, men Gud hjælpe mig om jeg ikke også overlevede at sluge den kamel, og sugede ny inspiration til mig gennem en våd oktober. Sidst, men ikke mindst, er det også svært at banke rusten af tandhjulene, og starte det tunge apparat op igen. Med sidste uges comeback, kan jeg med ro i sindet sætte det sidste flueben. Check! Start, stop, genstart. Fedt! Folkets reaktion var virkelig tilfredsstillende, men jeg ved ikke præcis hvor filmen knækker, for der er overraskende mange der kalder min blog ‘Realitytirsdag’. Og ja, jeg ved godt at selve ordet ‘Realitirsdag’ ikke ligefrem ligger lige så godt i munden som ‘Daloon’ ligger i maven, men ‘Realitytirsdag’; den vil jeg alligevel ikke have siddende på mig. For det hedder bloggen slet og ret ikke. Den heder ‘Realitirsdag’. Punktum! Uden ‘ty’ mellem ballerne.
Det er realiteterne jeg skriver om, og ikke reality, og det til trods for, at ordene i sagens natur betyder det samme. For de opfattes nemlig fuldkommen forskelligt, hvilket jeg altså har mine daglige hovedbrud over. For hvornår var det at ordet ‘reality’ gik fra at betyde ‘virkeligheden’, til i dag at betyde ‘hor, mord og ildebrand i bedste sendetid på tv3’? Hvornår blev det ‘virkelighed’ at give konfirmandfinger på et hotel i Mexico, eller at få en tarmskylning med sin mamma for rullende kameraer. Hvordan kan der være en kategori til Realityawards der hedder ‘Årets bryster’, når der ikke er en kategori der hedder ‘Flest glemte udcheckninger på sit rejsekort’?! Ja, jeg spørger bare!

Reality TV kunne ikke være længere væk fra virkeligheden, og vi ved det godt. De eneste der ikke synes at vide det, er deltagerne, samt dem der lapper lortet i sig. Så står hun der. En eller anden bimbo der har fået 15 minutters fame i et bæprogram om hendes lorteliv, og i en syret kombination af botox, bruncreme og lavt selvværd, deler hun autografer ud i Rødovre Centrum, og tager selfies med curlinggenerationen, der tror at succes i livet er en Verification på Instagram og sin egen Youtube kanal. Trist, men sandt. Er folket klar over hvor tæt vi står på afgrunden?! Fie Lauersens brors hund har flere følgere på Instagram end vores statsminister!! Næsten dobbelt så mange for at være lidt mere specifik. Hvad er det der sker?! Jeg kan simpelthen ikke begribe hvem der i ramme alvor har lyst til at følge sådan en lille lodden fætter, men han er trods alt vores statsminister! Hvordan kan han blive taget til skole af et freaking gadekryds?!

Vi er igang med at lovgive os langt ind i helvede med bandepakker, rygelove og en udlændingepolitik der efterhånden er strammere end mundvigen på Sidney Lee når Crazy Daisy løber tør for Cult Shakers. Men hvorfor er der ikke bare én skide christiansborgnit der sliber øksen, og går til kamp mod Mastiff og dets kompaner? Passiv rygning er farligt, ja, men sguda ikke halvt så farligt som 45 minutter med Jakob ‘i år bliver det endu vildere’ Kjeldbjerg! Sæt ham på en øde ø, uden kamerahold, og kald det Robinson Ekspeditionen – final edition. Jeg lover evigt politisk troskab til det parti der lige sparker fiskerikvoter og skattepolitik til hjørne, og kæmper en kamp for at få ordet ‘Reality’ tilbage i dets egentlige betydning.

Reality er at vente på bussen i regnvejr. Reality er at cyklen er punkteret, på trods af at cykelmanden lovede at dine nymonterede dæk var punkterfrie. Reality er bearnaisesovs der skiller, og junior der pistolskider dig i ansigtet når han skal have krydret rumpen med Natusan. Reality er køen i Netto, samt den obligatoriske kraftidiot der ser køen, og som Nettos Christoffer Columbus højt udbryder “åbner du ikke en kasse til”. Den sætning er i øvrigt komplet idiotisk. “Åbner du ikke en kasse til?”. Hvad er planen Einstein, skal den sagesløse kassedame forlade den synkende skude, og åbne en ny kasse for Deres Majestæt? Du står søndag morgen i Netto. Der ligger 2 elefantøl, en frysepizza fra Doktor Oetker og en flødehavarti i din indkøbskurv – du kan UMULIGT have travlt med at komme hjem! Du stiller dig fucking om bagerst i køen, uden at skabe dig som et lille barn. Hvis du vil have åbnet en kasse til, så tag en for holdet, find en medarbejder i butikken, og spørg ham eller hende om hun kan give et nap med. Du skal sguda ikke bare spørge den første og bedste. Hvis der forelå muligheden for at få åbnet en kasse til, så lur mig om ikke hjælpen allerede er på vej. Og når den kommer, så har du filen fløjte mig bare at stille dig bagerst alligevel. Bare fordi der åbner en ny kasse er det altså ikke ensbetydende med at køen opløses, og enhver er sig selv nærmest?! Kald mig bare en gammel og gnaven mand, som elsker lakridskonfekt og bridgeblanding, men jeg kender trods alt min plads i køen.
Støt og roligt, bevæger jeg mig frem. Det tager jo kun 5 minutter. Lægger mine varer på båndet, og her smelter min hjerne så desværre fuldstændig. For nu ved jeg hvornår “reality” skiftede betydning. Det var tydeligvis den dag det blev legit for kassemedarbejdere at sidde med deres telefoner når de skulle forestille at arbejde. Hvad sker der Netto?! Til at starte med troede jeg bare de kiggede intenst på kasseapparatet, men de små svin er jo forkælet med både mønt – og seddeltæller, samt trådløs betaling. Næh nej du, de sidder fandme med deres snotkasse i smartphonen, og uden at fjerne blikket fra skærmen udbryder de jordens mest uentusiastiske og mekaniske “Bonnen? Nej? Go’ daag.”. Nu kommer der lige en åben advarsel til alle kassemedarbejdere i Nordvest. Du gør klogt i at stoppe pr. omgående. Jeg ved godt kassen i Netto måske ikke er tilnærmelsesvis så fedt som at have sin egen Youtube kanal, men det er nu engang her du er havnet Bøllemis. Og hvis jeg ser dig med snotten nede i din latterlige smartphone når du sidder i kasselinjen, så stopper jeg den så langt op i dit lille lyserøde røvhul, at dit eneste funktionsdygtige Instagramfilter vil være “Crema”.