Så er der filan fløjtemig ikke længe til venner! Juleaften er lige rundt om hjørnet, og det er ved at være på tide at få handlet nogle julegaver. ‘Hvad?! Har du ikke købt julegaver endnu?! Er du bimlende vanvittig?!’. Næh, det er jeg fakkertalt ikke. Tværtimod. Folk kan have deres grunde til at klare juleshoppingen i god tid. Det kan være fordi gaven skal bestilles hjem fra det store udland, eller fordi man selv skal strikke lortet. Guds fred til jer, og jeres nærmeste. Men hør lige her, det er jo ikke en dagsrejse jeg skal ud på, når jeg skal ned i Imerco og købe en Lyngby vase. Ja der er mange mennesker, men det er der sguda også i Føtex any given tuesday kl. 1700hrs. Aktionen tager sådan rundt regnet 17 minutter, fra jeg står i min lejlighed og tager min frakke på, til jeg står samme sted med en ekspedientindpakket gave til min mamma. Om jeg gør det den 1., 2., 3., eller 23. december er fløjtende ligegyldigt. ‘Jamen hvad hvis den er udsolgt?’ – det er den ikke. ‘Jamen hvad nu hvis?’ – så køber jeg noget der minder om den. ‘Jamen hvad hvis det så ikke er den hun har ønsket sig’ – så er det da heldigt at det er en ønskeliste, og ikke en dosmerseddel. Julegaveshopping er frygtet og berygtet, og jeg forstår det ikke. Det handler jo bare om at give en gave. Det er utrolig simpelt. Det skal være noget man gør af glæde, og ikke af traditionens tvang.

Som den kvikke læser nok har kunne snuse sig frem til, skal ting helst give mening i min verden. Lige så snart ting ikke giver mening, så hopper kæden fuldstændig af min hjerne, og så slukker kontakten. Det at give julegaver er millimeter fra ikke at give mening, og jeg holder derfor stædigt fast i et meget klart julegaveprincip. Det vil jeg i dagens anledning dele med jer.

Jeg bytter aldrig en gave. Jovist, der kan selvfølgelig være undtagelser ved dobbeltkøb eller forkert størrelse, men jeg bytter aldrig noget fordi ‘det ikke lige er min stil’ eller fordi jeg hellere ville have haft noget andet. Et princip jeg har diskuteret meget med et nært familiemedlem, som jeg nok skal undlade at afsløre hvem er. Det kunne hurtigt blive akavet. Hun er nemlig en berygtet gavebytter. Well, der kom jeg vidst allerede til at afsløre kønnet. Så kan i da også lige få med at hendes fornavn starter med J, men så siger jeg heller ikke mere. Vi har samme mor og far, men så er der også lukket for ledetråde!
Min kære søster Josephine (ups), bytter rask væk gaver hvis det ikke lige falder i hendes smag. Eller, det gjorde hun i hvert fald engang. Hun er vidst løsnet lidt op med alderen. Men det er godt nok ærgerligt at hun igen og igen taber de fine porøse nipsting jeg køber til hende, som oftest en dag eller to inden jeg kommer på besøg, og de på den måde ikke pryder vindueskarmen længere. Drøn ærgerligt altså!
Hendes argument var altid, at det vel er i alles interesse at man rent faktisk bruger de ting man får, og at det ikke bare havner nederst i skuffen, eller bagerst i skabet. Jeg kan ikke forestille mig, at hun er den eneste med den tankegang, og jeg kan i bund og grund også sagtens forstå argumentationen. Men så giver julegaver bare ingen mening! For så er det jo ikke selve julegaven man bliver glad for, men udelukkende det der er under papiret. Og det er her min kæde falder af! For hvis man ruller med nogenlunde identisk gavebudget, og man er meget specifik i hvad man vil have, så giver det jo ingen mening at købe gaven til hinanden, pakke ind, pakke ud, og krydse alt hvad der krydses kan for at det nu også er den rigtige farve! Så giver det da langt mere mening at droppe mellemregningen, og bare bruge gavebudgettet på en gave man selv køber til sig selv. På den måde får man lige præcis det man vil have!

Skide smart? Yeps!
I julens ånd? Ikke det der ligner!

Det som jeg altid har holdt fast i er, at det er julegaven jeg bliver glad for. Altså, gaven som helhed, samt det faktum, at nogen har tænkt på mig, uden jeg var der. Dét betyder noget for mig. Naturligvis er det da en fjer i hatten hvis gavens indhold rent faktisk også er noget jeg kan bruge, bevares! Det er det som regel også, for jeg er da heller ikke mere principfast end, at jeg rent faktisk mailer julemanden en ønskeliste. Men den sweater jeg får af min mormor er jeg ikke glad for, fordi det er spot on den beklædningsgenstand jeg selv havde valgt hvis det var tid til at opruste på garderobefronten. Den sweater er jeg taknemmelig for, fordi det er en sweater jeg har fået af min mormor, og fordi hun har brugt tid og energi på at vælge den til mig. Ja, det lyder mega corny og selvglorificerende, men det er simpelthen den eneste måde hvorpå jeg kan få det til at give mening at give hinanden julegaver.
Af selvsamme grund gør jeg også rigtig meget ud af de gaver jeg giver. Det synes jeg simpelthen man skylder modtageren. Og jeg glæder mig helt afsindigt til at give dem juleaften. Hvis alle giver gaver med glæde og gør sig umage for at finde noget man tænker er en god gave, og alle udviser bare en lille smule taknemmelighed over rent faktisk at få noget andre har lagt en sød tanke bag, mon ikke den tunge juleligning så rent faktisk går op? Det er jeg overbevidst om.

Og med de ord vil jeg gå på juleferie. I må stå på egne ben året ud, jeg vender stærkt tilbage tirsdag d. 2. januar. Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul, med gode gaver – seføli!